Jeg hedder Helene er 18 år og går på gymnasium. Jeg har gået hos Maj-Britt i nogle få måneder, hvor vi har haft omkring 6-7 samtaler sammen. Inden jeg begyndte til psykoterapeut, var jeg hverken ved at begå selvmord eller ved at få en depression. Det var min mor, der overtalte mig til at tage kontakt til Maj-Britt, fordi jeg gik rundt og havde det meget svært med mig selv.
På grund af de her problemer, havde jeg problemer med at have det godt og være en del af et fællesskab, som for mig er vigtigt, fordi jeg ikke bor der hjemme, men på kollegiet ved skolen langt hjemmefra. Det gjorde mig trist, og det blev værre hele tiden, fordi jeg gik rundt med det selv og ikke fik hjælp til at kigge på mine problemer og ikke fik arbejdet med dem. Mange unge går rundt og har problemer, som de går rundt og tumler med selv, og tror at de ikke kan gå til nogen, sådan var jeg. Jeg troede, man skulle være alvorlig deprimeret eller på selvmordsrand, før man kunne komme til psykoterapeut, og sådan var jeg jo ikke.
Det er forskelligt fra person til person, hvor langtid man skal arbejde med tingene, men for mig kunne jeg allerede mærke en forskel efter ganske få samtaler. For mig var det vigtigt, at jeg fik nogle værktøjer, som jeg kunne arbejde med selv og få det bedre, det gav Maj- Britt mig. Jeg fik sat fokus på mine problemer og blev enlig overrasket over alt det, jeg havde gemt inden i mig selv, og som modarbejdede min chance for at få det godt med mig selv, Jeg turde ikke tro på mig selv. Det Maj-Britt har hjulpet mig med er min selvtillid og evnen til at tro på mig selv.
Jeg er ikke kommet til ende stationen, men jeg kan være meget mere fri, og jeg er begyndt at have det godt med mig selv igen. Jeg er ved at blive et nyt menneske, jeg skal måske kæmpe med det resten af livet, men nu bliver det slet ikke ligeså hårdt. Det fantastiske er sket, jeg er begyndt at kunne elske mig selv.