Jeg er vokset op i en dysfunktionel familie, der de sidste 16-17 år har været fuldstændig splittet. Gennem opvæksten var vi udsat for mange svigt og mentale overgreb. Der kunne være både psykisk og fysisk afstraffelse, der oftest var helt ude af proportioner med det, vi havde gjort forkert. Dette gav mig meget alvorlige konsekvenser og blev afgørende ødelæggende for mange år af mit liv.
Da jeg var knap 7 år, begyndte jeg at få angstanfald. Det var meget skræmmende og voldsomt at opleve, og dengang forstod man ikke, hvordan man skulle tage hånd om det. Derfor blev jeg medicineret for at berolige mig. Efterhånden begyndte min selvoplevelse at ændre sig. Jeg følte mig udenfor, anderledes, værdiløs og gennem hele skoletiden var jeg dagligt udsat for både børn og voksnes mobberier. Som voksen fik jeg sat ord på det, jeg følte: Jeg følte mig som en af naturens fejlprodukter, som min omverden var nødt til at tåle og holde ud at leve med – når nu jeg var så fej, at jeg ikke turde tage livet af mig selv.
Jeg kom meget tidligt ud i et misbrug af alkohol, fordi jeg erfarede ubevidst, at det kunne dulme mine indre smerter, som en slags selvmedicinering. Dette udviklede en afhængighed, som jeg måtte gå i behandling for 14 år senere for at komme ud af.
Jeg erkendte, at der ikke fandtes en nem løsning, hvor en mirakelpille kunne rette op på det hele. Men derimod måtte jeg på en lang og smertefuld rejse ind i mig selv. Gennem årene fik jeg den erfaring, at jeg ikke kunne foretage denne rejse alene – og heller ikke tage den i et stræk. For at komme fra det ene sted til det andet i mit liv, følte jeg nogle gange, jeg var nødt til at skifte medvandrer (terapeut). Disse skift skete som en nødvendig og naturlig proces, for at jeg kunne få de rigtige redskaber til brug for at forandre mit liv. Disse skift kom, når jeg skulle ud og prøve kræfter med mine nye erkendelser. Inderst inde var jeg godt klar over, jeg ikke var i mål.
Min erfaring med behandlere er temmelig blandet. Et par af dem bragte mig mere tilbage end fremad … men den seneste tog med mig på en lang rejse, hvor jeg fik tømt rigtig mange spande med tårer. Dette har helt sikkert været nødvendigt for at kunne gå i gang med dét Maj-Britt har at tilbyde mig. For dét er noget helt nyt for mig.
Jeg må indrømme, det var mere grænseoverskridende, end de andre former, jeg havde været med til, men fordi jeg oplever Maj-Britt som et stille og roligt – meget empatisk menneske, er det lykkedes os at finde dybere ind i det, jeg har brug for at arbejde med.
Hos hende erfarer jeg, at de sider, der fylder og smerter, ikke er hele mig, men blot en del af mig.
Vi får skilt siderne i mig, så de kommer til at stå som selvstændige ’individer’. Vi prøver på at lytte til, hvad de sider siger til mig – hvorfor de nogle gange råber så højt, at det gør smertelig ondt og er uhensigtsmæssige for mig. Vi snakker om, hvordan jeg kan tilgodese disse siders behov på en hensigtsmæssig måde, og få dem til at modne sådan, at de bliver aldersvarende.
Jeg har i mange år haft en fornemmelse af, at der var en lille utrøstelig, meget svigtet pige indeni mig. jeg anede bare ikke, hvad jeg skulle gøre ved det. Jeg kunne jo ikke spole tiden tilbage og være der for hende, når andre svigtede. Min oplevelse er, at det kan Maj-Britt hjælpe mig med.
Nu har vi fået den lille pige op af det dybe sorte hul, hun befandt sig i. Kunsten er så at få hende til at blive oppe. Lige nu klamrer hun sig kramagtigt til mig, og jeg skal lære at være opmærksom på hende og lytte til, hvad hun siger.
Det er min bøn og mit håb – sammen med Maj-Britt – at få denne lille pige til at genvinde tilliden, så hun ikke er nødt til at klamre sig til mig, men stille og roligt kan gå ved min side.
Allerede nu kan jeg mærke, hvis jeg lytter til den lille pige indeni mig – og retter mig ind efter hendes behov – så får jeg det bedre. Jeg oplever også, at det giver mere energi.